Efterforskningen af en smuk, elsket og på alle måder begavet ung kvindes tilsyneladende selvmord danner rammen om Martin Amis' vellykkede forsøg på at skrive en "amerikansk" krimi. Hans bevidste arbejde med fraserne er overdådigt i al sin overlæssethed: Den benhårde kvindelige kriminalinspektør er desillusioneret, tidligere alkoholiker, fraskilt (flere gange), sentimental o.m.a. Byen, hun arbejder i, er nogenlunde som hende selv, og scenen er i det hele taget et koncentrat af den verden, der er opbygget indenfor genren. Amis skriver blændende og humoristisk, men hans ambition er en anden end kollegernes. Han leverer en pessimistisk, næsten misantropisk beskrivelse af vores samtid og vores manglende muligheder for at fange lykken. For at få den kabale til at gå op øver han til slut vold mod genren ved at lade det hele udmunde i en ikke-løsning. Det vil givet skuffe mange inkarnerede krimilæsere så meget, at de helt glemmer, at de forinden har oplevet en sand mester trække dem rundt ved næsen, virtuøst og jonglerende med både sprog, fortællevinkler og ikke mindst egne forventninger. Til gengæld er han helt i overensstemmelse med sine tidligere bøger, hvoraf to Tidens pil og Budskabet tidligere er oversat til dansk.