Niksenbiksen, det spiser jeg ikke! og dog?

En billedbog for de 4-7-årige med en meget voksen pegefinger-synsvinkel. Nogle voksne vil elske den, andre afvise den, for vi er inde i et meget privat og individuelt område, hvor almindelige kvalitetsbegreber træder i baggrunden.

Her er tale om en moralsk betonet fortælling med et mellemeuropæisk barndomssyn, hvor det ikke er personskildringen, men det opdragelsesmæssige projekt, som dominerer, og hvor børns fantasi bliver skildret som en del af historien. Sprogligt er bogen veldrejet og mundret, omend lidt langtrukket og konstrueret. Æstetikken er lige så mellemeuropæisk, mættede farvetegninger med udtryksfulde personer, først og fremmest Bertil og hans mor og bedstevennen Mads, der lige som Bertil er Werder Bremen-fan. Bertil afviser al anden mad end kartofler, på grund af farven (grøn broccoli, rød tomatsuppe) eller strukturen (slimede champignoner). Mor tager fusen på ham ved at invitere Mads til afskedsmiddag før drengenes afrejse med rumraket til Mars - lutter Mars-retter af de selv samme ingredienser, og Bertel overgiver sig: "Mmm! Lækkert!".

Klassikeren Marmelade Amalie står stadig uanfægtet i at skildre dette penible emne, på det seneste udmærket suppleret af Mette Kappels Troldetårnet fra 2007 og Jan Mogensens Victor Banan fra 2000. For de yngste rager Mats Leténs Jeg vil ha' pandekager fra 1997 stadig op.

En billedbog om et væsentligt, men vanskeligt emne, skrevet ud fra en holdning, der kan være mange meninger om - derfor er denne også en overvejelse værd.

Læs hele vurderingen