Bøger / skønlitteratur / digte

Objet fabriqué


Beskrivelse


Digte og fotos, der fortæller om mennesket som det bløde væsen, der formes af familien, næsten som i en fabrik, til at være et familiemedlem på godt og ondt.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. mar. 2014

af

af

Anne-Meta Lind Brunsborg

d. 11. mar. 2014

Det er lyrik og fotografier, der vil tiltale mange unge læsere. Digtene kræver nogen træning.

Eva Tind kom i år med romanen Han om en rejse i Nordkorea efter oplysninger om den biologiske far. I denne samling slår hun i digtet "ALTING BEGYNDER" fast: "Du lever ikke det liv / du blev født til at leve / én enkelt / fabriksfejl / objet fabriqué / du er / et tredje du..." Familien er den danske fabrik, der former sine medlemmer. Et af dem, farfar, fremstilles som en maskine. Familiemedlemmer "vrede farmor" og "vrede mormor" fungerer næsten som maskindele: "...der står ved / fabrikkens kvadratiske ruder / nu løfter de / knyttede næver / synkront / de truer mod sky og træ...". Jo, naturen er der skam også! En del digte henvender sig til "hiroshima", måske et "du", som kunne have været "mig". Digteren bærer "hiroshima" med sig som "et fremmedlegeme / som en perle / sidder fast i min næse...". Trods fabriksmotiverne rummer mange af digtene en ømhed mod familien, særlig mod "far" og "mor", som har lagt fundamentet til fabrikken. Men digtene er kun en del af bogen. Der er også en række fotos, der fortsætter det dialogiske. Der er douce fotos, nogle på transparent papir, af dele af en kvindekrop foruden af nogle bløde objekter som lænestol, blomst og lille figur. Heroverfor er der fire fotos af krøllet og i et tilfælde udglattet stanniol.

Også en digter som Amalie Smith, I civil, 2012, blander digte og fotos.

Det er en spændende samling at gå på opdagelse i.