Er du rejselysten, så prøv disse fine, ungdommelige rejsedigte om at finde det hjemlige i det fremmede.
Rejsen er en måde at lære sig selv at kende på. Når man er i det fremmede, står hjemmet klart frem: "Rejsen [er] et forløb, hvor vi tager det, vi har efterladt hjemme, med", som Mads Boel Bendix formulerer det i sit forord. I digtene tages læseren med rundt til steder i bl.a. USA, Tyskland, Frankrig, Rumænien, Israel og Tyrkiet. Det er dog i høj grad digterjeget selv, som er i fokus, enten alene eller sammen med den elskede familie. Digtene arbejder med binære modsætninger som ude-hjemme, fremmed-kendt, obersvatør-aktør, som fx når jeget går fra positionen som observatør til aktør, når han danser mærkeligt i Hamborg, så "(…) alle de andre / gæster kiggede / fordømmende / på os".
Skøn, ungdommelig klogskab og passion. Det kan blive en anelse anmassende, når jeget insisterer på at uddrage livsvisdom af en fodboldkamp, som broren deltager i sammen med lokale, tyrkiske drenge, men der er også poetisk skønhed i de mere subtile digte om frygt og vished, som fx i dette skønne digt fra Transsylvanien: "Slangernes hvislen / er bag det høje græs / på den anden side af / stien // Vi havde planlagt at gå / over bakken / men det når vi ikke / nu // Lidt uden for / byen / slynger en faretruende / røg / sig mod himlen / mens alt er roligt / her".
Vil man med på en mere eksperimenterende rejse i digtform, så se fx Eva Botoftes syrede Hotel Hypnotika : digte.