Bøger / skønlitteratur til børn

Olivia i cirkus


Beskrivelse


Billedbog. Olivia, der elsker at være i centrum, fortæller den undrende lærer og klassen om et besøg i cirkus, hvor hun optrådte som både dyrepasser, linedanser og cirkusdirektør.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. sep. 2002

af

af

Vibeke Munch Kofoed

d. 24. sep. 2002

Billedbog der bringer et gensyn med den på én gang charmerende og ulideligt selvoptagede gris Olivia. Igen er forskellige situationer i centrum, som da Olivia tømmer hele klædeskabet for at pynte sin kedelige skolenederdel op med yndlingsfarven rød. I hovedhistorien fortæller Olivia den måbende klasse og læreren om et besøg i cirkus. Alle artisterne var blevet syge, så Olivia tager over og agerer både dyretæmmer, linedanser, trampolindronning og cirkusdirektør. Efter skole spørger den interesserede mor hvad hun har lavet. "Ikke noget", svarer Olivia. Så alt er ved det gamle: Den livlige, energifyldte Olivia kan drive sine nærmeste til vanvid, men selv tager hun det hele som en selvfølgelighed. Historien er fortalt i en ultrakort, fint formet tekst der overlader en stor del af scenen til de charmerende billeder, der i en livlig og humoristisk streg breder historien flot ud. Igen danner de sort/grå farver baggrund for en fremtrædende rød og lyserød farve, som lyser op på alle siderne. Historien lever dog ikke helt op til forgængeren og føjer ikke så meget nyt til Olivias karakter. Den kan stå alene, men uden det mere grundlæggende portræt i den første bog er det svært at mobilisere den helt store interesse for den spøjse gris. Fra ca. 3 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 24. sep. 2002

af

af

Bodil Pedersen (skole)

d. 24. sep. 2002

I denne charmerende billedbog er det umuligt at opretholde aversioner mod levendegjorte-grise-i-tøj. Tværtimod. Man kommer ligefrem til at holde af grise med røde sløjfer i ørerne og følsom mimik. Der er tale om en rigtig god historie, der i et indbydende layout sætter spot på Olivia, en selviscenesættende og fantasifuld gris. Hun ved alt om, hvordan man optræder i cirkus og lever sig helt ind i sin egen historie, da hun skal fortælle om sin ferie for klassen. I sin egen forståelse optræder hun i alle roller. Som klovn, jonglør, løvetæmmer osv. Det enkle er opprioriteret, både i illustrationerne, handlingsmæssigt og ikke mindst i farveholdningen - rød, sort, hvid og gråtonerne der imellem. Der er spændende og overraskende detaljer, f.eks. sjove illustrationer på omslagets inderside og et enkelt folde-ud opslag. Til hyggelig oplæsning der vil fange børn fra 4-7 år.



Informationer og udgaver