Ordene de ikke siger til mig

Humoristisk og åbenhjertig autofiktion om at vokse op som hørende barn af døve forældre. Bogen kan læses bredt af alle.

I Paris vokser Véronique op som hørende barn af døve forældre. Hun beretter om at føle sig stolt over sine forældre, som alle andre børn gør, men også om at være flov over dem. Det beskrives, hvordan hendes barndomshjem var fyldt med stilhed, hvilket var svært at tackle som et hørende og snakkesagligt barn. Opvæksten bød på fuldtidspasning hos en dagplejemor, fordi Veroniques mormor mente, at de døve forældre ikke kunne tage vare på et spædbarn. En dag kunne morfaren dog ikke klare det mere, da han kunne se, at Veronique mistrivedes, så han tog hende med hjem for bestandigt. Morfar blev hendes helt og støtte i livet. Veronique fortæller om, hvordan andre ser skævt til hendes døve forældre, og hvordan hun som barn kunne eksplodere i vrede, når hun så mennesker tale i smug om hendes døve forældre.

Bogen giver et godt og nuanceret billede af, hvad det vil sige at leve som hørende i en døv familie. Der er en fin humoristisk vinkel, der dog ikke tager overhånd. Forfatteren formår at vise problemerne med ganske almindelige ting, som hørende tager for givet.

Der er tidligere udgivet bøger om, hvordan det er at vokse op som døvt barn i en hørende familie eksempelvis Mågeskrig, men der findes ikke autofiktion, der ligner.

Læs hele vurderingen

De døves verden er en verden, meget få af os kender til. Veronique Poulain tager os med ind bag hjemmets fire vægge i sit fine familieportræt. Personligt har jeg altid været betaget af de døves sprog ...

Læs anmeldelse