En reel fagbog om to af naturens ekstremer. Bogen er opdelt i fire store afsnit. Det første afsnit omhandler vandets kredsløb på jorden og de faktorer der har indflydelse på kredsløbet. I andet afsnit gennemgås årsagerne til oversvømmelser, og de virkninger oversvømmelser kan have på de geografiske lokaliteter - både positive og negative. I det tredje hovedafsnit sættes fokus på tørke, der nok er et mindre spektakulært naturfænomen, men ofte med større menneskelige omkostninger end oversvømmelser. I bogens sidste afsnit beskrives, hvordan mennesker i de områder, der ofte rammes af tørke eller oversvømmelser, til en vis grad har formået at tilpasse sig naturens luner. Brødteksten er temmelig omfattende, men de mange illustrationer åbner tekstbilledet noget. Hist og her findes gode faktabokse, og teksten til illustrationerne er fyldig og indholdsrig. Bag i bogen findes en god ordliste, et omhyggeligt stikordsregister og henvisninger til litteratur og internetsider. Bogen kan læses fra 13 år og er et godt supplement til de titler, der i øvrigt findes om naturkatastrofer og vejrfænomener.