En kig-og-find billedordbog, især for førskolebørn. Giraffen Amalie og hendes mand zebraen Åge tager med deres to børn, Alma og Zigge på ferie. På deres tur oplever de mange forskellige arbejdspladser, bl.a. en skole, en byggeplads, et hotel, en tandklinik og et supermarked. Hvert opslag viser et stort myldrebillede og nedenunder en kort rimet tekst samt 10-20 ord der er relateret til billedet. Læseren har mulighed for at finde de tilhørende illustrationer. De lidt naive illustrationer er farverige og enkle. De valgte ord virker nu og da lidt irrelevante i forhold til den målgruppe illustrationerne tilsyneladende retter sig mod - eksempelvis: Rotationspresse, narkosesygeplejerske, lagerforvalter, indgangssluse og fotografassistent. Bag i bogen findes løsninger til de enkelte sider. Bogen kan benyttes til tæt højtlæsning og samtale - især for førskolebørn. Den kan eventuelt også benyttes i specialcentret til elever i de mindste klasser der har behov for at arbejde med deres ordforråd. Tidligere er udgivet Jorden rundt fra A-Å (2002) af samme forfatter.