Bogen er en kærkommen håndsrækning til alle dansklærere og lærerstuderende.
Den sætter ord på mange af de didaktiske overvejelser, man uvilkårligt gør sig som lærer, når eleverne surfer rundt på nettet og ofte fortaber sig i irrelevante emner i forhold til de stillede opgaver. På grundig vis belyses mange aspekter i relation til brug af nettet i undervisningen. Bogen er både problematiserende og debatterende, men samtidig også meget konkret i sine anvisninger til strategier, og hvordan man skaber forståelse og overblik for eleverne. Der er en overskuelig kapitelinddeling, så man kan hoppe ind efter de oplysninger, man har mest brug for fx "At surfe og at søge på nettet", "Det betydningsfulde link" eller "Læsning på skærm" - bare for at nævne et par væsentlige områder. Samlet set rummer bogen mange brugbare oplysninger. Der er desuden en opsummering i form af 10 gode råd til eleven, og 10 gode råd til dansklæreren bagest i bogen.
Der er en omfattende litteraturliste om emnet, hvoraf det også fremgår, at en så generel "brugsanvisning" om emnet som denne udgivelse ikke rigtig findes i forvejen.
Det haster med at gøre eleverne til kvalificerede brugere af nettet. Denne bog er en rigtig god begyndelse.