Kunsten at skrive er vel beskrevet. Bibliotekshylderne bugner af vejledninger for digterspiren, journalistaspiranten, den lærerstuderende, informationsmedarbejderen, den håbefulde forfatter, fagbogsskribenten, så man skulle synes, at emnet var vel dækket. Alligevel fylder journalist Merete Carlsen, redaktør på Samvirke, et hul, når hun i denne lille overskuelige bog har sat sig for at lære fagfolk på alle områder og ikke mindst akademikere "at formidle det svære", deres viden, til almindelige mennesker. Hvordan skriver man en artikel fra sit særlige område sådan at den fænger læsere, der ikke er specielt interesserede, holder dem fast og efterlader dem med ny viden - og ikke mindst, hvordan skriver man artiklen, så redaktøren af avisen, ugebladet, tidsskriftet finder den i manuskriptdyngen og sætter den på. Her fortælles kort og klart om at opbygge og disponere en artikel journalistisk, om at bruge at forståeligt sprog, om at overholde nogle enkle journalistiske regler og sluttes med gode råd fra magasinredaktøren om at sælge sin artikel. Teddy Petersens Skriv så det fænger (1992) søger, mere ordrigt og med mange eksempler, at formidle den samme viden.