Bogen er den 13. i serien om sorg og savn. 25 pårørende - ægtefæller, kærester, forældre, søskende og voksne børn - med en overvægt af kvinder, har ærligt og meget personligt beskrevet, hvor svært det er at være pårørende til mennesker med psykiske lidelser. Bidragyderne udtrykker sig forskelligt, men er alle meget velformulerede. De pårørende kommer også direkte til udtryk i Skøre sjæle : de pårørende fortæller fra 2003, men der er et stort behov for den type skæbnefortællinger. Emnet er stadig tabubelagt i vores samfund, og de 25 personer, der har været villige til at ytre sig, hører nok til de mest ressourcestærke. Alligevel tegner der sig et billede af en barsk hverdag, der kræver ekstremt meget af de pårørende. Den sociale accept fra familie, venner og kolleger er ofte ringe, og støtten fra behandlersamfundet er langt fra tilstrækkelig. Hvad enten det handler om depression, maniodepressiv psykose, skizofrene lidelser og borderline, spiseforstyrrelser eller OCD, er der mange fællestræk i beretningerne, og chok, savn, afmagt, skam og skyld er dominerende følelser. Bogen har bud til alle med kontakt til psykisk syge, ikke mindst andre pårørende. Afsluttes med fortegnelse over relevante foreninger og internetadresser.