En stilsikker roman om familie, kærlighed og tilhørsforhold, som vil interessere læsere af moderne dansk litteratur. Kan bruges i danskundervisningen på gymnasieniveau. Flot og spændende forside.
Anja kæmper med specialet og arbejder sideløbende i en biograf, hvor hun begynder at finde underlige ting såsom et æggeur og en båndoptager. Grænsen mellem virkelighed og illusion begynder at flyde ud. Danske Jarl er gennem mange år taget til Chile for at studere stjernehimlen. På sin seneste tur gør han en ung kvinde gravid, ganske som han gjorde Anjas mor Ana gravid år tilbage. Chilenske Ana er netop blevet opereret for en svulst i hjernen og tager til Danmark for at besøge Anja, som har fået et sammenbrud. På en gang almindelig hverdagsrealisme og dramatiske hændelser blandet sammen. Genren er minimalistisk realisme og kompositionen er stramt styret i et kortfattet, præcist og beskrivende sprog. Indimellem river en fortællerstemme læseren ud af det fiktive univers med ordene "Man kan forestille sig...", og derved lader Fruelund det være op til læseren selv at fortolke og forestille sig tingenes sammenhæng.
Simon Fruelund har to romaner og to novellesamlinger bag sig. Panamericana ligger stilmæssigt fint i forlængelse af forfatterens roman Borgerligt tusmørke og genremæssigt tåler han sammenligning med forfattere som Helle Helle, Merete Pryds Helle og Solvej Balle.
Simon Fruelund mestrer sine litterære fortællekneb og har begået endnu en formfuldendt minimalistisk roman.