"Afsted går det til en 3D-lsd-HD-verden af vingummiveje og skyskikkelser i skørskøn omgang med Alice i Eventyrland, Disneys Fantasia, Clair de Lune, 80' er-psykedelia a la Spacemen 3, men også synthpop fra samme årti ... Over albummet ekkoer Panda Bears stemme, nogle gange fortabt i hjernesuppen, andre gange nærmest som en kordreng i kirke, ofte i harmonier og drypvis i call-and-response med sig selv. Syresalmer dyppet i enhjørningehonning.Panda Bear har angiveligt ønsket at komme fri af den værste narcissisme her på sit femte album, men synes alligevel at bekræfte i hvert fald sit kunstneriske ego med et album, der er mere rytmisk offensivt, men stadig umiskendeligt ham. Og i øvrigt fremragende".