Tine Tholstrup - ernæringsforsker og kogebogsforfatter - var med, da pastabølgen for alvor blev moderne i Danmark sidst i 1980erne. Dels var hun medstifter af Pasta Basta-restauranter, og dels udgav hun de meget brugte kogebøger Pasta Basta (1988) og Mere Pasta Basta (1991). I 1995 blev disse to kogebøger samlet i én revideret udgave Den store Pasta Basta, som igen danner grundlag for nærværende nyudgivelse. Vel er der genbrug i opskrifterne, men grundlæggende er det en efterhånden klassisk pastabog, som er blevet opgraderet, udvidet og fornyet layoutmæssigt, så den bør kunne lånes på de fleste biblioteker - forgængerne må være mere eller mindre slidt op. De mange delikate og varierede opskrifter er baseret på gode råvarer og grupperet i de klassiske, de eksotiske, de danske, de festlige, de mediterrane, de raffinerede, de lynhurtige og de kolde. Der er således opskrifter for næsten enhver smag og pengepung, for nybegynderen og for den erfarne kok, til dage hvor det bare skal gå stærkt og til dage, hvor der er god tid til at lave alt - også selve pastaen - fra bunden En dejlig og inspirerende kogebog, som ville have været endnu mere dejlig, hvis der havde været fotografier af samtlige retter!.