Hypnotic eye
Tom Petty
Emneord
Anmeldelser (5)
Politiken
d. 9. dec. 2016
af
af
Kim Skotte
d. 9. dec. 2016
"Hvis jeg havde hørt 'Peace Trail' uden at have hørt Neil Young på Roskilde i sommer, ville jeg have haft ham stærkt mistænkt for at være ved at miste grebet. Men Roskilde var en pragtdemonstration af Youngs kvaliteter. Så forklaringen er tilsyneladende bare, at Neil Young endnu en gang har ladet sig gribe af retfærdig harme og blæst højt og flot på æstetik og eftermæle. Det er ikke første gang, han har ladet et vigtigt budskab overdøve sin kunstneriske dømmekraft. Men sjældent har han gjort det med så magert udbytte. 'Peace trail' hører til blandt Neil Youngs absolut ringeste".
Berlingske tidende
d. 9. dec. 2016
af
af
Mads Hendrich
d. 9. dec. 2016
"Sangene er spartansk instrumenterede og overvejende afdæmpede og akustiske. De er skrevet i løbet af ti dage og efterfølgende indspillet under en firedages session ... Flertallet af de ti numre kom i kassen efter et eller to takes. Disse spontane og tilbagelænede omstændigheder præger albummet. Sangene lyder generelt skitseprægede, og ofte bliver de kompositoriske tøjler for løse. Jeg kunne virkelig godt ønske mig, at musikken ville lytteren noget mere. Det er, som om den bare er der. Var den bare lidt mere opmærksomhedskrævende, ville de emner, som teksterne omhandler, givetvis få mere tyngde".
Jyllands-posten
d. 9. dec. 2016
af
af
Peter Schollert
d. 9. dec. 2016
"Der er noget friskt, umiddelbart og nysgerrigt over musikken, mens teksterne fremstår som nærmest uredigerede tankestrømme af personlige historier og politiske holdninger. Neil Young fyldte 71 år i november, og man kan ikke se bort fra, at han holder stædigt fast i bestemte holdninger til miljøet og de politiske vinde. Men når han synger "John Oaks", sker det med en ungdommelighed, som klæder musikken, mens han på "My Pledge" og "My New Robot" forlyster sig med vokale manipulationer, så det er en fornøjelse. I hvert fald noget af tiden. Hvis man vil have poleret og strømlinet musik, må man søge andre steder hen. Vil man i stedet opleve en musiker i spillehumør og med et syn på verdens gang, er "Peace Trail" et godt sted at stoppe op".
Weekendavisen
d. 13. jan. 2017
af
af
Anna Ullman
d. 13. jan. 2017
"Mens mange rockdinosaurer fra ungdomsoprørsgenerationen kigger i bakspejlet, fortsætter Neil Young i sit spor, som om intet var hændt. Med hårdnakket Rasmus Modsatattitude skriver han protestsange, som om kalenderen var slået op på 1970 i stedet for 2017 ... Der er bestemt fine momenter, såsom guitarfiguren i introen på »Show Me«. Men de udfoldes ikke og drukner blandt halvbagte ideer og koncentrationsbesvær. Mere interessant bliver det, når Neil Young træder ud af den ensidige og nærsynede samfundsrevserrolle og leger med forskellige fortællestemmer ... »My Pledge« er billedmættet amerikansk historiefortælling af høj karat, hvor rocktraditionalisten på en overraskende velfungerende måde betjener sig af en andenstemme indsovset i autotuner. Her beklager jeget sig over en verden, der er blevet for kompleks og abstrakt ... Med en smule mere selvbegrænsning kunne der nok være kommet en udmærket plade ud af Peace Trail".
DownBeat
2017 January
af
af
Bill Meyer
2017 January
"Young (born Nov. 12, 1945) sounds invigorated on these refurbished live tracks, which rail against corporate control over the human food chain".