Nye eventyr der er fine at læse højt for de ca. 6-10 årige. Forfatteren har tidligere lavet bøgerne Måneknægten (1992) og Nissernes mor (2001), og han fortsætter her i samme genre med en samling blandede historier, der er både sjove, uhyggelige og tankevækkende. Efter en hæsblæsende indledning, der nærmest er et langt vrøvlevers, møder vi bl.a. Fanden og hans oldemor i en dyst om hvem der er den værste, tre venner der overnatter hos Døden, en konge med guldskæg og hans gerrige dronning, regnormen der udforsker jordoverfladen og finder den øde. Titeleventyret handler om, hvordan den fejlfri prinsesse og Peter Pegefinger, der kan finde fejl hos alle, viser sig at passe sammen. Det er forskellige typer eventyr, men temaerne er velkendte, og der fortælles i et mundret sprog, der er godt at læse højt. De s/h illustrationer af Pia Thaulov passer fint til bogen. Forsiden, domineret af den skønne Abelone i en stor rød kjole, appellerer måske mest til piger. Hvis det afholder nogle drenge fra at tage bogen, er det en skam, for flere ting i eventyrene, bl.a. det barske og det uhyggelige, vil afgjort tiltale drenge.