Film / fiktion / gyserfilm

Phantom of the opera


Beskrivelse


Den fattige violinist på Pariser-operaen Claudin elsker i hemmelighed sangstjernen Christine. Da han bliver fyret og vansiret støtter han som et spøgelse skjult i operaens kældre hendes karriere med sin kompromisløse kærlighed.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. mar. 2010

af

af

Frans Rasmussen

d. 23. mar. 2010

Farvefilmudgaven fra 1943 af den klassiske historie, som giver beundrere af Andrew Lloyd Webbers moderne musicaludgave nye dimensioner.

Erique Claudin spiller violin på Pariser-operaen. Han elsker i hemmelighed den unge sopran Christine DuBois og betaler ud af sin sparsomme løn hendes sangtimer, uden at hun ved det. Da han bliver fyret og samtidig får stjålet den koncert, han har skrevet, dræber han forlæggeren. Dennes kone kaster syre i hovedet på ham, og vansiret gemmer han sig i operaens skumle kældre, hvorfra han som et spøgelse bruger alle metoder for at støtte sin elskedes karriere.

Gaston Leroux' roman fra 1910 blev til adskillige filmatiseringer og et utal af teaterudgaver. Andrew Lloyd Webbers succesfulde musical blev filmatiseret i 2004, men på film står Robert Julians stumfilmudgave fra 1925 stadig som en klassiker indenfor horror-filmen. Versionen fra 1943 er et udstyrsstykke, en spektakulær farvefilm, der vægter det melodramatiske, operaindslagene og det humoristiske omkring politimanden Raoul og sangeren Anatoles konkurrence om Christines gunst, højere end horror-elementerne.

Sangstjernen Nelson Eddie spiller Christines beundrer Anatole, men skønt filmen er en underlig blanding af komedie, musical og horror, så fungerer den faktisk fint. Musiknumrene har det med at trække i langdrag i forhold til den dramatiske fortælling, men alligevel formår filmen at sætte fokus på det centrale, nemlig beretningen om den fattige musikers grænseløse og kompromisløse kærlighed.