Bøger / skønlitteratur til børn

Pingvinen Pondus i Zoologisk Have


Beskrivelse


Fotografisk billedbog. Tag med Pingvinen Pondus på tur i Københavns Zoologiske Have. Han møder rensdyr, isbjørne, giraffer, løver og aber, men kan han mon finde hjem igen?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. sep. 2013

af

af

Maria Sjøblom

d. 19. sep. 2013

Nostalgisk gensyn med Pingvinen Pondus, som vil vække allermest genklang hos børnenes forældre og bedsteforældre. Selve billedbogen henvender sig til drenge og piger fra 3-6 år.

Forfatteren udgav billedbogen om kongepingvinen Pondus i Københavns Zoo i 1966 og siden blev Pondus folkeeje. Udover flere billedbøger blev Pondus maskot for Landmandsbanken, senere Den Danske Bank, hvor Pondus-sparebøsserne blev givet til børn fra 1967. Efter to uger var 50.000 børn blevet medlemmer af Pondusklubben og antallet voksede til 300.000 på et halvt år, hvilket siger noget om, hvor kendt og elsket figuren hurtigt blev. Vi følger pingvinen med det røde halstørklæde rundt i zoo, hvor den sammen med dyrepasseren kigger på de andre dyr og snakker med besøgende børn og voksne. Forlaget har valgt at bevare de originale fotos i denne nyudgivelse, hvilket sikrer det nostalgiske genkig for de voksne, mens nutidens børn har svært ved at genkende en dyrepassers uniform og vil studse over både voksne og børns gammeldags tøjstil.

Biblioteket har mange bøger om dyrene i zoo. Mere nutidige fotografiske bøger er En dag i Zoologisk Have med Noel og Silke fra 2011 og pegebogen En dag i zoo fra 2007. Der er ingen tvivl om fotografierne i nærværende bog er af rigtig høj kvalitet, men det gammeldags udtryk er tydeligt for nutidens børn.

Denne nyudgivelse er et stykke danmarkshistorie og vil som sådan vække genkendelighed hos forældre og bedsteforældre.