Den nye roman af Kjartan Fløgstad udkom i 1998 i Norge, hvor den samme år blev belønnet med Brageprisen. Det er en kæmperoman, som er svær at rubricere. Den indeholder elementer af slægts-historisk-udviklings og samfundsroman, men er så encykopædisk vidtspændende, at disse genrer ikke engang tilsammen kan rumme den. Forfatteren siger selv, at det ikke er en nøgleroman. At forsøge at referere handlingen eller forsøge at udrede de mange tematiske sammenhænge her, er også halsløs gerning. Den spænder tidsmæssigt bredt og foregår mestendels i Norge, hvor en anonym fortæller gennem bl.a. en yderst potent og "hjerteløs" fisker, en kløgtig antikvitetshandler, en kvindelig ungdomspolitiker samt en mand med en yderst speciel fødselshistorie fortæller historien om bl.a. efterkrigstidens Norge og kunsthistoriske refleksioner fra 1600-tallet og frem. Stilistisk spænder den fra barok realisme over herlig ætsende satire og ironisk slapstickfarce til essayagtige nøgterne indsigtsfulde foredrag om blandt andet billedskærer- og kirkekunst. Den er velskrevet, og virvaret er struktureret. Men den er ikke helt let at læse, sine steder krævende, andre direkte udmattende. Det er sandsynligt, at norske læsere vil få mere ud af dette værk ved første gennemlæsning end de fleste danske.