En indbydende, lettilgængelig og velillustreret svampebog. Efter en kort indledning om svampejagt, rensning, kulinarisk anvendelse og spisesvampenes top 25 beskriver forfatteren ca. 50 spiselige danske svampe. Opstillingen er systematisk efter svampetyper og er herefter ordnet med de bedste spisesvampe først. Hver svamp beskrives grundigt i en kompakt og oplysende tekst, og der suppleres med tydelige farvefotografier i naturlig størrelse, der viser væsentlige detaljer og typiske svampe, som man finder dem i naturen. Med små symboler angives kvalitet, findested og evt. giftighed, og i tekstbokse henvises til forvekslingsmuligheder, både spiselige og giftige. De giftige svampe har herudover deres eget afsnit i bogen, men selv den helt ukyndige svampesamler vil føle sig tryg ved forfatterens grundige forklaringer og vejledning i tekst, illustrationer og bestemmelsesnøgle, når spisesvampene skal bestemmes. Bogen afsluttes med et lille svampeleksikon, der forklarer botaniske begreber, og en årskalender med oplysninger måned for måned om mulighederne for at finde svampe i naturen. Bogen er en tredje revideret udgave af Politikens visuelle svampebog. Her midt i svampesæsonen har det desværre ikke været muligt at sammenligne med de gamle udgaver, men den nye udgave kan i hvert fald bruges af alle svampesamlere, ikke mindst usikre nybegyndere.