Den romerske by Pompeji forsvandt i aske og småsten, da vulkanen Vesuv gik i udbrud i år 79. Byen blev glemt og først genfundet mange hundrede år senere. For 9-11-årige.
Bogen indleder med den unge Plinius' beskrivelser af udbruddet, som han oplevede på afstand. Herefter følger en generel introduktion til Romerriget, dets udbredelse og imponerende infrastruktur med veje, kloakker og akvædukter, inden teksten går tættere på Pompeji, ved at invitere læseren en tur rundt i dens gader. Vi hører om amfiteatret, hvor gladiatorkampe blev udkæmpet, graffitiskrifter på murene, som afslører både kærlighedserklæringer og nedgørende beskeder, og om bageren, der efterlod sit brød i ovnen, så det i dag kan opleves sort og forkullet. Udgives med lix 25 i serien "Mega klog".
Interessant og underholdende læsning, som formår at gøre historisk stof nærværende og forståeligt - fx når tilskuere til gladiatorkampe sammenlignes med nutidens fodboldfans. Forsiden med de grå menneskeafstøbninger vil af læsere, som ikke har forudsætninger for at gennemskue, hvad der vises på fotoet, kunne opfattes som kedelig og uinteressant.
Der er få nyere bøger for samme aldersgruppe blot om Pompeji, men en del bøger om Romerriget indeholder også lidt om byen - se fx Kejser Augustus.