Prinsen på den gule ært

Jeg studsede først lidt over dette eventyr, hvis personer bringer stærke mindelser om det danske kongehus. Her er en konge og en dronning i et lille land mod nord, deres to prinser Frede og Kim og senere en smuk købmandsdatter fra Kina ved navn Axel der bliver gift med den yngste prins. En gravhund er der også. Men o.k., det royale er vel også det eneste eventyr der er tilbage i den nutidige virkelighed – for de voksne i hvert fald. Og fortællingen om de kongelige bruges til en snurrig rundtur blandt forskellige mere bedagede eventyrelementer, Andersens såvel som Grimms, formet som en historie om hvordan Prins Kim drager ud i verden for at finde en ært (ja, dén ært) der er stjålet fra kunstkammeret. Turen går mod øst gennem Rødhættes skov, den lille havfrues underverden osv, og det ender med bryllup og flere børn. Som altid hos Irene Hedlund er ill. den bærende, sjove og originale kraft i bogen. Fx ligger der stof til eftertanke i at kongen er tegnet som en frø. Er det en hentydning til noget fransk eller til at prinser ofte starter som frøer og hvorfor er kongen i så fald gået i stå på dette stadium? Lige dette appellerer måske mest til voksen humor, men her er også en god fortælling med masser af billedlæsegymnastik for børn fra 4 år.

Læs hele vurderingen

Prinsen på den gule ært er en fjollet, men desværre ikke særlig sjov parodi på de traditionelle folke- og kunsteventyr. Stilen er moderne, tempofyldt og stærkt tegneserieinspireret – både i ord og streg. Hovedfiguren er en vampyrlignende prins, der sammen med sin bamse eftersøger den sjældne ært fra H.C. Andersens eventyr, som er forsvundet fra kongens kunstkammer. Jagten fører prinsen og bamsen forbi en lang række forskellige personer og figurer fra de kendte, klassiske eventyr: Den lille havfrue, Rødhætte, Nattergalen og mange flere. Undervejs er der små vitser, der henviser til den kendte eventyrverden. Selve fortællingen er absolut uinteressant, men er vel også først og fremmest et påskud for at panorere hen over eventyrgenren. Selvom der er masser af samtalestof i bogen, som jo netop lever i kraft af genkendelse og genkaldelse, og selvom der er et par skægge indfald undervejs, så er hovedindtrykket af billedbogen hektisk, fjollet og larmende. Illustrationerne er enkle konturtegninger i voldsomme farver. Tegningerne er meget enkle i udtrykket og let tilgængelige, med detaljer og små sidehistorier. Billedbogen henvender sig primært til de 4-7-årige.

Læs hele vurderingen