Bøger / skønlitteratur til børn / humor

Prinsessen på sandslottet og andre historier


Beskrivelse


Prinsessen på sandslottet: Drengen bygger et sandslot på stranden ca. 10 meter fra vandet, da en lille prinsesse flytter ind om natten. Drengen indretter den næste dag slottet efter prinsessens ønsker. Han laver bl.a. en stald til hendes søheste. Den næste dag raser en storm, og drengen løber til stranden -.
Prinsessen i sommerhuset: Mini-prinsessens sandslot er skyllet væk, og hun flytter ind hos drengen i sommerhuset med sine søheste og den røde kuffert. Men her bor også sommerhusmanden og -damen.
Prinsessen og de halve slotte: Prinsessen og drengen flyver hjem til slottet bag solen, hvor drengen regerer over det halve kongerige.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 27. maj 2008

af

af

Elisabeth Bennetsen

d. 27. maj 2008

En samlet udgave af de tre billedbøger om drengen, prinsessen og sandslottet. Bogen vil stå godt på højtlæsningshylderne, og kan stadig anbefales til oplæsning fra fem år.

Et mindre format i højtlæsningslook med et udvalg af illustrationerne fra billedbøgerne, og ellers de tre velkendte historier sat op i kapitler. Men det er stadig forunderlige, anderledes og fabulerende historier i et godt og billedskabende sprog, som bliver fulgt godt til dørs af de livlige og udtryksfulde billeder. Set med voksenøjne er det en lidt sørgelig historie om en ensom dreng på sommerferie med nogle ret fraværende forældre. I sin ensomhed opfinder han en usynlig legekammerat, som kan bo i det sandslot, han har bygget. Set med barneøjne er det en vild, skør og magisk fortælling om en dominant og forkælet prinsesse, som hundser med drengen, har sine egne søheste og en kuffert der kan vaske tøj. Hun bor i en verden, hvor alt kan ske, og man kan regere med alt lige fra kældre til bedsteforældre Hendes selvtillid og power smitter af på drengen, i hvert fald i hans fantasi, så bogen slutter med, at hans forældre forvandles til rare bedsteforældre komplet med kage og sutsko.

Det er svært for mig lige at slå ned på bøger, som minder om denne, men hvis man fx er til Kim Fupz Aakesons billedbøger, så tror jeg, man kan være i målgruppen til den vilde prinsesse.

Stadig en skør, anderledes og fantasifuld historie fjernt fra lyserød prinsessedrøm, som bør med i strandtasken eller stå fast i sommerhuset.