Spil / computerspil

Puzzle quest 2


Beskrivelse


Strategispil. Vælg om du vil være troldmand, tempelridder, barbar eller snigmorder og kast dig ud i kampen mod ondskaben. Mød dine modstandere ved brættet, hvor du skal tænke hurtigere og være smartere, når du sætter ædelsten og andre figurer sammen i "3 på stribe". Når du vinder får du erfaringspoint og bliver stærkere i kampene. Vælg mellem turneringsspil, mini-spil eller hurtige kampe.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. aug. 2010

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 17. aug. 2010

Nintendo DS. Turbaseret puzzlespil - i RPG forklædning. Spillet henvender sig til større børn fra ca. 10 år, og udfordrer på logisk tænkning og kombinatorik. Spillet har en for mig helt uforståelig og overflødig PEGI-rating på 12 med advarsel for grimt sprog. Spillet er på engelsk.

I princippet er spillet et traditionelt, men alligevel raffineret "3 på stribe" puzzle-spil, pakket ind i et fantasy RPG-spil. Ved spillets begyndelse skaber man sin spilfigur ud fra de traditionelle RPG klasser: Barbar, Troldmand, m.v. Herefter futter man rundt i et fantasy-landskab og får tildelt Quest's. Når der skal kæmpes i Quest'en, foregår det på et bræt med figurer og ædelsten, som skal sættes i rækkefølge for at få point. Jo flere figurer, man kan matche, desto flere livs-point mister modstanderen. I kampen kan man blandt andet bruge eliksirer, magi og våben som et krydderi til puzzle-spillet. Spillet, grafik og layout er både flot og funktionelt, og man kan vælge at få guides til at vejlede en, indtil man har fanget spillets principper. Ud over Quest-mode byder spillet også på Quick-battle og mini-spil for de utålmodige.

Spillet har rødder i både puzzle og RPG genrerne, men der er mig bekendt ingen andre spil ud over spillets forgænger, som kombinerer disse 2 genrer på denne måde. På puzzle-siden minder spillet om "Bejewled".

Spillet er et fængende puzzle-spil, hvor man som spiller bliver drevet frem af spillets RPG-elementer - man skal lige have den næste Quest med, for at se om man kan stige i niveau. Anbefales på det varmeste.