Kan man leve sit liv i skyggen af sin barndom eller bliver man nødt til at lægge fortiden bag sig og leve sit liv på egne præmisser? Kan læses af alle, der holder af en realistisk fortælling fra 14 år.
Marie bor i Spanien sammen med sin mormor, men da morfaren indlægges på hospitalet vender hun hjem for at besøge ham og moderen, der stadig bor i hans hus. Marie har ikke været hjemme i årevis. Hun er flygtet fra en barndom præget af morfarens tyranni og en mor, der ikke har magtet at forsvare hverken hende eller sig selv og derfor gang på gang har overværet morfarens psykiske terror uden at gribe ind. Heldigvis rummer Danmark andet end dårlige minder. Kærligheden i form af ekskæresten Caspar og den forstående nabo Ulla lukker lyset ind i en grå hverdag fuld af moderens bebrejdelser og selvhad. Men hvordan vælger man den rigtige vej? Hvordan lægger man barndommen bag sig og tager ansvaret for sit eget liv?.
Lille, barsk roman i et sanseligt og lettilgængeligt sprog, hvor meget foregår mellem linjerne. Maries opmærksomhed på og beskrivelse af de mange uhensigtsmæssige følelser, der præger familiens relationer er med til at give et troværdigt og fint portræt af en dysfunktionel familie, men også af en overlever, der nok skal klare sig.
Hvad gør man ikke fortæller også om en barndom præget af svigt.