Digte, der eksperimenterer skævt med sproget og metaforerne, lader modsætningerne blomstre og reflekterer over livet og alderen, døden, længslen og kærligheden. Til læsere af nyere danske modernistiske digte.
Christian Graugaard debuterede i 1986 med digtsamlingen "Kan jeg købe dine øjnes blå dans", men har udover en lang række fagbøger og oversættelser, ikke udgivet ny poesi i mange år. Digtene i denne samling kredser om så forskellige emner som alderens trykken, eksistensens absurditeter, længslen i livet, kærligheden og døden. En del metadigte reflekterer over digtenes egen substans og tilblivelse. Flere af digtene er dedikeret til forfattere som fx Celan, Inger Christensen, Erik Stinus, Simon Grotrian og Werner Aspenström, sidstnævnte har Graugaard tidligere oversat i samlingen Sardinen i tunnelbanen.
Underfundige, tankevækkende og fremfor alt sprogligt fantasifulde og, føles det, meget præcist observerende digte. Digtene der ofte spiller på sproglige modsætninger, kan have en tone af nihilistisk overgivenhed over sig, men er samtidigt søgende efter en forløsning og fyldt små subtile pointer, der fint balancerer de mere kryptiske sentenser. Graugaard er en digter der tør have noget på hjertet og samtidigt tør lade sproget tage styringen.
Jeg tror læsere af fx Jess Ørnsbos, Peter H. Olesens og Henrik Nordbrandts formfuldendte blanding af underspillet humor og stor lyrisk kraft, vil tiltale samme læsere.