Bogen er skrevet af to franske filosoffer og sociologer. Den udkom første gang i 1970, og har sit udspring i undersøgelser af det daværende franske undervisningssystem. Udgangspunktet er en marxistisk klassetænkning, hvor hver klasse har sit eget sprog og egen kultur. Bogen er delt i to. Første del er rent teoretisk og med udgangspunkt i fem aksiomer søger den, på logisk-matematisk facon, at vise at skoler og højere læreanstalter reproducerer sociale uligheder i stedet for at udligne dem. Den negative sociale arv. I anden del, som er baseret på empiriske undersøgelser af den pædagogiske kommunikation, søges det vist, at sproget og kulturen i undervisningsverdenen favoriserer en bestemt gruppe. Dette kaldes symbolsk vold. Der findes en del statistisk materiale i teksten, som er uaktuelt nu. Det er den til dato sværest tilgængelige bog, jeg har læst, og hvis man ikke er vant til meget stringent videnskabelig tankegang og sprog, så må man indstille sig på, at det kræver et stort arbejde at komme igennem værket. Bogen henvender sig til forskere indenfor området.