Godnat med Scarry! Her er vi igen i Scarrys specielle univers, befolket med dyr, der agerer som mennesker i deres hyggelige lille verden. Scarry har gennem mange år fastholdt sin stil til børnenes fryd og bibliotekarernes skræk! I denne bog, som sætter sig lidt imellem at være en billedbog og en højtlæsningsbog, får vi præsenteret ni godnathistorier, med alle de kendte figurer. Vi er med Fanny Flodhest som barnepige; Kasper Kat på skattejagt; på skovtur med frøken Honning; med Kasper Kat på hospitalet osv. Alt er som det plejer i Scarrys univers - farverne er klare, illustrationer er der mange af og den glitrende, smilende situationskomik er tryg. Fortællingerne er baseret på en tv-serie Richard Scarrys travle verden. Selv om bogen er stereotyp og uden ret meget liv, vil børn fra 4-5 år nok også elske denne bog for dens genkendelige trygge miljø, den klare morale, de detaljerede illustrationer og de gode slutninger.