Henvender sig til akademiske og intellektuelle kredse med interesse for fransk tænkning og Barthes' forfatterskab.
Roland Barthes (1915-1980), fransk sociolog, ideologikritiker, essayist m.v. er tidligere udgivet på dansk, men dette er den første større indføring i hans forfatterskab. Carsten Meiner, ph.d., ansat ved Kbh. Universitet og Barthes-ekspert har redigeret denne antologi som i 9 bidrag og en indledning skildrer forskellige faser og indre linjer i Barthes' forfatterskab. Bidragyderne har alle en universitetsbaggrund. Temaerne spænder vidt som forfatterskabet i øvrigt og rummer emner som utopien, semiotikken, teatret, fotoet og litteraturen. Både sprogligt og indholdsmæssigt en vanskelig bog.
Af Barthes udgivelser udkom i 2004 Forfatterens død og andre essays udvalgte Barthes-essays ved Carsten Meiner og Det lyse kammer : bemærkninger om fotografiet. Derudover er der kommet en række andre bøger af Barthes samt flere, som inddrager Barthes i forskellige sammenhænge.
Den franske tænker Roland Barthes døde i 1980. Han er stadig genstand for stor opmærksomhed og har haft stor betydning for fransk filosofi og åndsliv. Nærværende bog præsenterer en indføring i hans omfattende forfatterskab og de forskellige temaer, han har beskæftiget sig med.