Bogen henvender sig til alle, der gerne vil lave god og lækker mad til sig selv og andre.
Forfatteren Morten Skærved er nok bedst kendt fra TV3-progammet: De fantastiske fem. I sin bog præsenterer han mange forskellige retter på en meget indbydende måde. Retterne er for de flestes vedkommende kendte, mange med en lille twist, der skulle gøre dem ekstra gode. Bogen er delt op efter årets gang, dvs. fra januar til marts, fra april til juni osv. Under hver årstid er der frokost og forretter, hovedretter, tilbehør og sovse, desserter, bagværk og evt. andet. Hver opskrift har en lille indledning eller historie af forfatteren til den pågældende ret skrevet med blåt, og der er flotte farvefotos gennem hele bogen. Bages er to registre - et gruppeindelt, fx hovedretter, desserter osv. og et alfabetisk.
Vi har mange gode, nye kogebøger. Denne udmærker sig ved de mange fif og små indledninger til hver ret.
En virkelig indbydende og inspirerende kogebog man straks får lyst til at gå i gang med, hvori der både er klassiske retter på nye måder og nye retter med klassisk fremgangsmåde.