Digtene i Naja Marie Aidts debutsamling udgør et sammenhængende forløb, der beskriver en udvikling fra forår og sommer frem mod efterår og vinter. På det personlige, individuelle plan handlerdet også om overgange, om at befinde sig midt i vadestedet mellem to livsafsnit, 'overlapningen/ fra en tid /til en anden', hvor tiden og alderen bliver smertelige realiteter. Det der forlades erungdommen og den fast definerede rolle som kvinde og mor i forhold til familie, børn og arbejde. Børnene udgør ikke længere det faste centrum i livet, og nu drejer det sig om famlende og usikkertat række frem mod et nyt livsafsnit og en ny identitet: 'nu flakker jeg rundt/ i de sårbareste år/ og falder ganske ofte/ ned ad stejle skrænter/ i dybe sår/ af skælvende sære/ syn'. Digtene dykkerned i dette følelses- og tidsmæssige vakuum i et kvindeliv og gør det indtrængende og usentimentalt, med et skarpt blik for når tætte følelsesmæssige relationer bliver fortærende og tryghedenklaustrofobisk. Iforhold til en dominerende tendens hos mange kvindelige lyrikere for øjeblikket, hvor kroppen og seksualiteten/begæret er i centrum, er der en ny og anderledes accentuering i NMAsbog. Digtenens udgangspunkt er tydeligt nok levet erfaring, men i kraft af deres sprogbevidsthed og æstetiske sensibilitet langt fra 70'ernes knækprosa.