Så meget blå

Den 36-årige, tyske forfatter og journalist debuterer her med en udviklingsroman om den unge kunstmaler Katharina. En uhyggelig og kold barndom er isnende skildret i jeg-form med hyppige skift mellem nutiden og barndommen. Katharina og hendes to ældre brødre vokser op hos en mor der ikke formår at give kærlighed og med en meget veg far. Da moderen forlader familien, trøster faderen sig med nabokonen og overlader de 3 halvstore børn til sig selv og den unge pige. Dertil kommer at begge brødre har psykiske problemer: Frank, den ældste, har transvestittilbøjeligheder, og den yngre bror Paul er sær og voldelig og tilsyneladende helt følelseskold. Bogen er ikke helt let læst med de mange krydsklip frem og tilbage mellem barndom og nutid; men det er en glimrende, dog lidt skematisk skildring af familiens og barndommens betydning for et menneskes udvikling. Katharina sidder fast i de dårlige minder og lukker helt af for enhver kontakt tilbage til barndommen; først til slut i bogen aner man en åbning for hende. Bogen er for yngre læsere af psykologiske romaner.

Læs hele vurderingen