Udmærket opslagsbog (2. udgave) med begreber og emner, der relaterer til samfundsfag i folkeskolens 8. - 9. årgang, men som også kan anvendes som opslagsbog for den almindeligt interesserede borger.
Opslagsbogen rummer knapt 1000 opslagsord, der enten har en forklaring eller krydshenvisning til andet ord/begreb med forklaring. Derudover er der enkelte diagrammer og skemaer samt billeder, hvor det er nødvendigt til afklaring af begrebets indhold. Den brede margen i venstre og højre side indeholder opslagsordene, mens forklaringen er holdt i en brødtekst mod opslagets midte. Sproget er ligetil at læse og layoutet overskueligt som i forlagets andre opslagsbøger i samme serie Geografi, 2009, Engelsk, 2010, og Litteraturens redskaber, 2003.
Denne 2. udgave er på samme sidetal, som den tidligere udgave, men tilrettet Fælles Mål 2009. Hvis Opslagsbog til samfundsfag, 1994, stadig er på biblioteket, bør kassation overvejes.
Det er et udmærket og overskueligt opslagsværk til udlånssamlingen i børne- og skolebiblioteker, som også kan gøres til en del af et klassehåndbibliotek, hvis økonomien tillader det.