Bogen henvender sig til de læsere, der kender den danske realitystjerne Amalie og hendes mor fra realityshowet "Amalies verden", eller som kender Amalie fra "Paradise Hotel", hvor hendes deltagelse i 2010 gjorde hende berømt.
Forfatteren er mor til realitystjernen Amalie Szigethy og har selv deltaget i 3 sæsoner af "Amalies verden", hvor seerne følger Amalies liv, hendes stræben for at blive kendt og hendes ikke helt almindelige forhold til hendes farverige mor. I bogen fortæller forfatteren sin egen livshistorie og fortæller om nogle af de ting, som ikke er med i showet, og som pressen ikke får med i deres historier om Amalie. Charlotte levede selv et lidt vildt ungdomsliv og blev gift med Thomas Szigethy, som senere stod bag ungdomsbladet Chili. De blev skilt efter ganske få år, og det meste af bogen er en fortælling om moderskabet, og om Charlottes ret til at leve det liv, hun har lyst til, selvom det ikke passer ned i de gængse kasser. Bogen er også en lovprisning af og forsvarstale for Amalie.
I 2010 udkom My reality om realitystjernen Sidney Lee.
Bogen er Charlotte Lytton Kejsers egen fortælling om sit liv, og hvordan det er at være realitystjerne og ikke mindst, hvordan det er at være mor til Amalie, som hun har et helt specielt mor-datter forhold til. Selvom den efterlader lidt et indtryk af at være en forsvarstale for både mor og datters livsvalg og ikke mindst en lovprisning af Amalie, vil der sikkert være en del lånere til bogen.