Forfatterne, der er psykologer med erfaring inden for daginstitutionsområdet, følger med denne bog op på deres At blive sig selv : Daniel Sterns teori i børnehavens hverdag (1999). Bogen beskriver, hvordan førskolebørn bygger deres selvfølelse og sociale kompetencer op i samspillet med andre mennesker, som det sker i daginstitutionerne, hvor børnene tilbringer hovedparten af dagen. Bogen henvender sig da også især til mennesker, der arbejder professionelt med aldersgruppen som pædagoger, men den er så velskrevet og med en forståelig fagterminologi, at den også kan læses af andre med interesse for småbørnspsykologi. Teorien belyses af eksempler fra livet i institutionerne, og bogen giver et godt grundlag for at forstå mindre børns følelser og den måde, de udtrykker dem på. De indledende kapitler omhandler affektteori og selvpsykologi, som bogen er baseret på. Forfatterne viser dernæst, hvordan følelserne omkring interesse, glæde, forbavselse, frygt, bedrøvelse, vrede m.fl. udvikles hos barnet, og hvordan en god selvfølelse er betinget af barnets måde at mestre dem på, og en forudsætning for at barnet kan vise empati. Bogen munder ud i en beskrivelse af den svære konflikthåndtering og onde og gode cirkler i børnegruppen.