Serafia

Denne forfatters evne til at gå ind i et miljø er fantastisk, hun bevæger sig ubesværet fra livet på landet (Prinsesserne) til denne, der i allerhøjeste grad foregår på stenbroen. Hovedpersonen er Palle, invalidepensionist, 49 år, næstældste af Vernas 4 børn, der er vokset op i allerydmygste arbejderkår. Verna har knoklet hele sit liv og fået de børn, der nu faldt sig. Alle 4 har de siddet inde, men er nu undtaget Rico, den yngste, faldet til ro. Søsteren Birna (faderen var vistnok en sømand fra Island) har sågar en juridisk embedseksamen og har sat sig for at hanke op i Rico. Historien opleves gennem Palle i en slags "talesprogsversion". Nok er undertegnede ikke opvokset på Vesterbro, men beretningen opleves så gennemgribende troværdig, at man som læser har svært ved at slippe personerne, når de er kommet indenfor i ens bevidsthed. Der er hjerteskærende scener, men også noget der ligner "Huset på Christianshavn", så underholdningsniveauet holder også. "Mutter Verna" er ved at falde af på den, selvom hun stadig kan klare en håndfuld bajere og en lille skarp; Palle er den selvbestaltede hjemmehjælper, og det er uigennemskueligt, hvem der er afhængig af hvem. Det er en historie om livsvilkår, om at høre til og om at stå sammen, når det virkelig gælder. Det er gode personer, det er en gribende historie, og det er folkeliv, nærmest i tæthed som Grønfeldts Mindet.

Læs hele vurderingen

Bajere, bandeord og beverdinger er nogle af elementerne i Serafia. Men også præcise skildringer af miljø og af mennesker med lavstatus i dagens Danmark.Vi befinder os i lav socialklasse i Anne Marie L...

Læs anmeldelse