Vi befinder os i det gamle London på Shakespeares tid, nærmere i den teaterverden, der var digterens arbejdsområde og -vilkår. Det er lige dele en røverhistorie og en miljøbeskrivelse, bygget op om den forældreløse dreng, kaldet Stump, der har lært en sjælden kunst: at stenografere. Hans plejefar udnyttede dette til at kopiere nabopræsternes prædikener, men siden sælger han ham til en andenrangs teaterdirektør, der har lignende planer: At få fat på Shakespeares skuespil til egenopførelse. Stump får en hård herre og en svær tjans: Han skal på Globeteatret overvære og samtidig stenografere Hamlet, og nu går det op for ham, at det er tyveri. Han bliver imidlertid så optaget af handlingen, at det mislykkes, og det meste af bogen er det kattens jagt på musen, hvor Stump virkelig er i fare. Mens han prøver at få fat i manuskriptet, bliver dette teater hans skæbne, hans hjem. Det er en lang historie, spændende, ofte dramatisk, beskrivende og uddybende, mange bipersoner, mange fægtescener, mange overraskelser. For gode og vedholdende læsere fra 6.-7. klasse.