Halvdelen af de fisk, der fanges i verden, hører til sildefamilien. I Norden er silden en del af det fælles kulturhistoriske arvegods, hvadenten det nu er nordmændenes store atlanterhavs- og nordsøsild, danskernes fede kattegat- og bornholmersild, eller svenskernes og finnernes lille strømming. Forfatteren, der mest er kendt for sine natur- og kulturhistoriske bøger, især fra Nørrejylland, er oprindeligt hotelmand. Han tager læseren på en rejse gennem sildens historie og videre til de fire nordiske hovedstæder. Her præsenterer han, med flotte farveillustrationer, 7-8 af hver bys bedste, men ikke nødvendigvis fornemste, restauranter. Hver giver en sildeopskrift eller to, en enkelt præsenterer et helt sildebord. De i alt godt 40 opskrifter rækker fra det helt enkle, sild med æggeblomme, til det mere raffinerede, som f.eks. orientalsk sildebylt med krydret mangosalat. Sildeopskrifter finder man også i almene danske kogebøger, og specialiseret i f.eks. Lotte Havemanns Bogen om sild (Ny udg. 1984), Hugo Jensens Røgede og spegede Bornholmere (2. udg. 1993) eller Knud Svendsens Sild på 300 måder (1971). Litteraturhenvisninger.