I anledning af Sven Holms 60-års fødselsdag præsenterer Johannes Riis et imponerende udvalg af fødselarens noveller. Hele 23 prosastykker er det blevet til og udvalgt fra alle Sven Holms 7 novellesamlinger, fra debuten i 1961 til de seneste fra 1995. I sit omfattende forfatterskab har S.H. bevæget sig i alle genrer og for alle aldersklasser alligevel står netop de korte fortællinger så centralt i den store litterære produktion, at det virker rigtigt at vælge netop denne genre. De udvalgte noveller repræsenterer en rigdom af temaer, billeder og handlinger med såvel det fabulerende og det groteske som det mere realistiske alt sammen fortalt stilsikkert og overbevisende nødvendigt. Udvalget præsenteres ikke kronologisk og der foreligger heller ingen forklarende introduktion men karakteristisk er det, at mange af novellerne tematisk afsøger kærligheden, parforholdet og kønnenes kamp mens det andet store tema er den indre angst som eksistentielt vilkår. Novellerne repræsenterer en rigdom i sprog, stil og indsigt de er påtrængende og overbevisende, de er stor litteratur og det er pragtfuldt, at vi nu har fået et omfattende og vidtspændende udvalg af Sven Holms originale og fabulerende forfatterskab. Tak for det og til lykke på dagen.