Man tager bogen Skolevitser og gåder udgivet i 1993 og samlet af Kirsten Kjær. Så blander man vitserne på en lidt anden måde, ændrer ganske lidt på forord og overskrifter, tilsætter 50% nye vitser, og vupti har man en ny bog samlet af Lene Kjær Olsen. Begge bøger indeholder foruden vitser et afsnit med gåder. Også illustratoren er den samme på de to udgivelser, dog er der ingen af de otte tegninger fra den nye bog, der er genbrug fra tidligere. Da alle børn jo elsker at læse og fortælle vitser, vil bogen af Kirsten Kjær nok være godt slidt, og man kan altså roligt udskifte den med nærværende bog, da alle vitserne stort set er medtaget i nyudgivelsen. Vitserne er stadig sjove og ganske uskyldige, og Ole Ficks tegninger vil more alle mellem 8 og 80 år. I 1987 fik Torben Olsen udgivet bogen Skolevitser - den er dog for længst slidt op og kasseret på vores bibliotek.