Et værk i to dele: en bog med billeder og et hæfte med tekst. Hvert billedopslag har i teksthæftet sin lille historie med handling og dramatisk højdepunkt. Forordet begrunder adskillelsen af tekst og ill. med at børnene så kan koncentrere sig om ill. mens der læses op. Men formen har i mine øjne først og fremmest den ulempe at billedet ikke spiller sammen med historien. Det viser blot historiens udgangspunkt, lokalitet og personer, mens højdepunkter i handlingen ikke kommer med. I forhold til en almindelig billedbog er denne som stillbilleder i forhold til film. Teksterne er skovnisserne Pyt og Pots oplevelser i løbet af en dag. For hvert billede er handlingen henlagt til et nyt sted, skoven, stranden, åen osv. Hvert sted løser de hjælpsomt problemer for deres nødstedte medaktører, fugle, mus, myrer osv. Sprog og fortællestil minder om både Troldepus og Prop og Berta, rundhåndet krydret med udtryk som "Pytte-Potte-Skov-Hallo". Naturen tegnes naturalistisk til den idylliske side, figurerne tegnes humoristisk karikeret, farvelægningen er noget grel i grønne og rød/lilla toner, og jeg bryder mig ikke om det samlede indtryk. If. forordet er Pyt og Pot kendt fra TV2 og har også deres egen hjemmeside, hvor man kan hente nye historier der passer til bogens billeder. Fra 4 år.