Forfatteren er professor i dansk litteratur ved KU. Han er en meget brugt foredragsholder og han har skrevet en lang række bøger og artikler om forskellige kunstformer og om teologi. Om det sidste emne, som også denne bog handler om, er der tidligere udgivet Den skjulte gudstjeneste, 1987 og Solens fødsel, 1998. Bogen er en samling af små essays, kommentarer og prædikener, ordnet i forskellige afsnit. Et handler om forståelse af bibeltekst og oversættelsesproblemer set i forhold til den historiske og geografiske kontekst. Andre handler om gudstjeneste, prædiken og sakramente. Endelig er der et afsnit om kristen billedtænkning. Hele tiden i disse eksegetiske tekster er der koblinger til litteraturen og billedkunstens verden, og man forstår, hvordan Det Gamle og Nye Testamente lige fra starten har været en fælles referenceramme i den kristne verdens kulturproduktion. Det er måske noget man kan være tilbøjelig til at glemme, men så er der her muligheden for en påmindelse. Northrop Fryes Den store kode, 1992 handler om Bibelen som referenceramme, men denne nye bog er en hel del lettere tilgængelig.