Bredt anlagt og velskrevet roman om en gruppe dværge i mellemkrigstidens Europa. Den kan læses for underholdningens og den gode histories skyld alene, men rummer også lag som fx forholdet mellem normalitet og afvigelse, skyld og skam samt idealer om racerenhed.
Romanen begynder i depressionens USA i 1930'erne, hvor dværgene Glauer og Ka må tåle stadigt flere ydmygelser i en forlystelsespark. De drager til Berlin; den entreprenante Glauer i håb om at kunne samle en dygtig teatertrup af lutter dværge, Ka især for at kunne skjule sin hermafrodisme. Berlin viser sig at være en skuffelse. Tyskernes moral er ikke bedre end amerikanernes, og i kulissen truer Hitlers fremmarch alle afvigere. Eutanasiprogrammet rykker faretruende nær, og de nu fire dværge - duoen er udvidet med Verner, verdens mindste mand, og Nelly, en pukkelrygget mulat - tager til Sverige, hvor de har hørt, at der er plads til alle. De fire har desuden fået følgeskab af yderligere et antal dværge, og omsider installeret i Gröna Lund i Stockholm optræder de om dagen som sig selv i en minilandsby og om aftenen i en grotesk varieté. Ingen af dværgene bliver lykkelige i Sverige, men de forsøger med varierende held at tackle deres grundlæggende umulige livssituation.
Lotta Lundberg (f. 1961) har skrevet 4 romaner, og dette er den første, som bliver udgivet på dansk. Romanen som sådan er fiktion, men bygger delvis på faktiske forhold.
En på samme tid farverig, underholdende og forstemmende roman, der kan læses bredt.