En scene er genkommende i denne historiske roman om Tycho Brahe på Hven: da Tycho var ganske ung, gennemtvang hans far, at de sammen med vold deflorerede en ung bondepige for symbolsk at markere deres position uden for de normale regler. Og bondepigen husker at knikse, da hun løber væk. Det er det strenge hierarki, Tycho opretholder som bondeplager på sin ø. Astronomien er hans brændpunkt, hvorunder alt andet må indordnes, også forholdet til præstedatteren Kirsten, som han har børn med men ikke kan ægte p.g.a. sin fornemme familie. Også de pligter over for kongen, der giver ham indtægter, negligeres, og til slut må familien forlade Hven, og Tycho dør jo i Prag nogle år efter. Det er denne personlighed - og Kirstens - Ahndoril i sin debutroman trænger ind i. Bogen er fattig på ydre handling men rig på billeder og sansninger; lyde, lugte, kropsfølelser er bærende for bogens stil - en Anne Marie Ejrnæs kan der til en vis grad parallelliseres til. Forf. dømmer i et efterord "alle hans instrumenter og observationer for evigt forældede". Det kan diskuteres videnskabeligt, men det er jo hendes ret at se Brahes hele virke og selvforståelse som central i verdenshistorien i dette lys, og romanen er dybt fascinerende ved sin fortættethed.