Forfatteren udkom første gang på dansk med Over bevidsthedens strøm, 1992. Jugoslavien er gået i opløsning, borgerkrigene har sendt masser af mennesker på flugt, blandt dem Tanja, som ender i Amsterdam. Her får hun et job med at undervise på Afdelingen for Slaviske Sprog. Hun møder en broget flok af flygtninge, serbere, kroater og bosniere, som alle lider af det samme som hun selv, det at forstå fortiden, hvad skete der egentlig i det ellers så fredelige Jugoslavien, hvordan kunne venner blive til fjender? Samtidig skal hun forholde sig til at være flygtning i et fremmedartet land og få sin situation under kontrol. Uresic skildrer dette selvopgør med sproglig finesse, forstår at skildre Tanjas og elevernes problemer og de måder de forsøger at komme videre med tilværelsen. Trods sit dystre emne, er bogen også fyldt med tør humor, ironi og blik for de mærkelige oplevelser man kommer ud for som flygtning, absurde episoder, men under det hele ligger fornemmelsen af ikke at høre til, at være uden hjem og faste holdepunkter. Moralen udtrykkes af en af hendes elever; man kan komme gennem denne oplevelse på tre måder, enten som et bedre menneske, eller som et slettere menneske, eller man kan skyde sig en kugle for panden, og få det overstået. En stærk og gribende roman, som alle der har fulgt med i flygtningedebatten kan lære meget af, og så tillige få en god læseoplevelse.