Bogens gyserhistorie med humoristisk grotesk undertone kan læses af børn fra 11-12 år. Bogen har ikke nogen egentlig undervisningsrelevans, udover at den tiltrækker og fastholder mange læsere, indtil de er klar til at gå videre, både på grund af stil og tilgængelighed, men også på grund af de meget effektivt gysende forsider.
Bogen indeholder en historie om Boone og hans søster, og en del af en fortsat historie i en historie der hedder "Velkommen i horrorland", der også har Boone som hovedperson. Derudover er der en appetitvækker til en af de første titler i serien Gåsehud. Bogens titel og hovedhistorie, fortælles i 23 overskuelige kapitler på 97 sider. Historien fungerer effektivt. Sproget er effektivt. Boone er jeg-fortæller, og det fungerer i denne type historier rigtig godt, for så behøver begivenhederne ikke blive logisk forklaret. Effektivt og dækkende omslag.
Vi har Benni Bødker, Dennis Jürgensen og den norske serie Marv og ben der bevæger sig i denne grotesk humoristiske gysergren. Bøgerne i de forskellige Gåsehuds-varianter er hvad kvalitet angår i midten af skalaen, men holder stadigvæk, hvad de lover og giver en oplevelse af et dramatisk forløb i en litterær form. Jeg har læst flere bøger i denne serie, og denne fungerer, og netop fordi den derudover også forløser en vis morbid humor, synes jeg den har sin berettigelse.
En populær serie blandt målgruppen kaster sig her ud i en morbid historie om slanger. Den fungerer som underholdende lystlæsning.