Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Sorry, Sorry


Beskrivelse


Fremtidsfortælling. Albin, Sorry, Seiko og Jonatan er fire defekte børn, der lever en skyggetilværelse i et stort indkøbscenter hvor alt er reduceret til forbrug. Et flugtforsøg ender med en katastrofe.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. mar. 2000

af

af

Flemming Dehn (skole)

d. 17. mar. 2000

Sorry, sorry er en nærmest surrealistisk bog om et fremtidssamfund, hvor kun det perfekte er godt nok. Meningen med tilværelsen er at forbruge, og i Centeret, som danner rammen om historien, kæmper kunderne, som alle har det sorte bælte i shopping, sig frem til herlighederne. Et galehus – et stort glashus med en stor metalkugle øverst oppe, og i den bor 4 af de børn, der var blevet kasseret. Det er deres liv og skæbne, vi følger. Deres mødre har købt menneskefrø i frøbutikken, men det havde været kiksere, og de blev leveret tilbage. De var vrangen, verdens dårlige samvittighed, som folk blev bange for bl.a. pga. deres udseende. Hos folk her er kærlighed den tid, det tager at finde det, der er perfekt. På mange måder er det en varm og gribende roman, men den er sprogligt svær at gå til. Til tider er man nær ved at snuble over "kunstige" metaforer. Indhold, rytme og sprog skulle være gået op i en højere enhed, men det lykkes ikke helt alle steder. Til dygtige læsere fra 12/13 år, som får et kig ind i en kunstig forbrugsverden og følger nogle af dens tabere, som har så meget godt i sig.


Bibliotekernes vurdering

d. 17. mar. 2000

af

af

Jytte Kjær Schou

d. 17. mar. 2000

Ungdomsbog der giver et skræmmende billede af en fremtid præget af grotesk forbrug og forurening. Det malende sprog gør bogen svært tilgængelig fyldt som det er med sære og forunderlige billeder, som når de er bedst er meget mere rammende end almindeligt dagligsprog, men som ind imellem bliver til manierisme. Det kræver en moden læser fra ca. 13 år. Alt i bogens univers er reduceret til varer. Selv børn er til salg med mulighed for at få pengene tilbage, hvis de viser sig at være behæftet med fejl. Passende nok foregår næsten hele historien i et stort, nærmest surrealistisk indkøbscenter. Bogens hovedpersoner er 4 defekte børn, der lever en skyggetilværelse i en stor, tidligere diskokugle. Bortset fra bogens jegfortæller, der ser normal ud, vover de sig kun ud i centeret om natten. Det dystre tema mildnes lidt af beskrivelsen af den omsorg, børnene viser hinanden, og af Albin, den lille albinos evindelige, naive sludren præget af morsomme sproglige misforståelser. Slutningen, hvor børnene forsøger at slippe ud af centeret, forekommer lidt uforløst, og det er uvist, hvad der skal blive af de overlevende børn.


Proxima

Nr. 72 (2001)

af

af

Niels Dalgaard

Nr. 72 (2001)