Udmærket ungdomsbog om et par 12-årige piger og den enes skæbnesvangre trang til selviscenesættelse. For piger mellem 12 og 15 år.
Forfatteren er hollandsk og har udgivet flere ungdomsromaner og vundet priser. På dansk kendes han for den udmærkede Superstakkel. 12-årige Dyveke er bedste veninde med klassens førende pigeskikkelse, Rifka. Rifka er grænsesøgende og har mange mærkelige ting for, og Dyveke bakker altid loyalt op. Nu vil Rifka dø. Eller i hvert fald lade som om. Hun arrangerer en fingeret bortførelse og forestiller sig, hvordan hendes egen begravelse vil blive, og på en eller anden måde vil hun også med til begravelsen. Imidlertid går hverken bortførelsen eller ret meget andet efter Rifkas hoved, og følgerne bliver katastrofale. Sproget er godt, fremdriften ligeså og det velafprøvede fif med at lade synsvinklen skifte fungerer også fint her.
Forholdet veninder imellem er temaet i mange ungdomsbøger - hvem bestemmer, og hvor langt vil man gå for hinanden. Sjældent bliver konsekvenserne dog så fatale som her.
Mørk ungdomsbog for de 12-15-årige om de katastrofale følger det kan få, når man manipulerer og leger og med andre mennesker. At det i yderste konsekvens faktisk kan blive et spørgsmål om liv eller død.