Finurlig billedbog, velegnet til godnatlæsning for børn fra 4 år. En opsigtsvækkende forside og bagsideteksten pirrer nysgerrigheden.
Riphagen har tidligere udgivet Husdyr fra 2011. Den er tekstløs, men har lignende charmerende illustrationer. Sovedyr er et opslagsværk over små dyr, der lever i soveværelset. Dyrene præsenteres i alfabetisk orden med dyr fra A-Z. De 26 dyr findes ikke i andre opslagsværker, og børn har højst sandsynligt aldrig hørt om dem før. Her er dyr som aggeknudefluen, der er skyld i uglet morgenhår, da de bygger rede i menneskers hår. Der er hammelaxen, som til forveksling ligner en hundelort og bor i svedige sko. Kort sagt får man her en viden om mange forunderlige dyr, der har et ligeså forunderligt udseende. I bogen er der facts som fx dyrenes størrelse og lyde. Bagerst i bogen er en oversigt over, hvilke dyr, der bor hvor, og der findes også en tegning over dyrenes levesteder. Sjov og befriende anderledes godnatlæsning, der dog skal tages i bider.
Tematisk minder bogen om Solways Hvad lever der i dit soveværelse, der handler om rigtige organismer i soveværelset og er for ældre børn. Som opslagsværk minder den om Børnenes ænsyklopædi, der også er for lidt ældre børn og omhandler forskellige ting.
Skør og anderledes godnatlæsning!.