Med sin 3. kogebog er rock- og cateringkokken vendt lidt tilbage til de hjemlige kødgryder - dog med en del afstikkere jorden rundt. Mellem et væld af anekdoter er der blevet plads til et forbløffende stort antal gode og ret nemme opskrifter, hvoraf mange stadig er præget af stærke krydderier, selv om det ikke er en betingelse for at blive optaget i det fine selskab. Her er også høns i tarteletter, frikadeller og stegt flæsk bogstaveligt talt som vor mor lavede dem, men også andre traditionelle retter med et overraskende og ofte forbedrende twist. Som noget nyt er bogen opbygget efter ugemadplaner, der også kan findes på hans nye hjemmeside www.chiljohn-velbe.com med mulighed for udskrivning af indkøbssedler. Bogen er gennemillustreret af fotografier af både retter og glimt fra kokkens meritter i det sidste års tid. En sjov og inspirerende kogebog, der også henvender sig til næsten nybegyndere, hvis bare de kan reducere 6-personersopskrifterne til nødvendige størrelser.